Pigen og Påfuglen Chapter 1

Pigen og Påfuglen

/content/02-library/01-pigen-og-pafuglen/01-pigen-og-pafuglen/pigen-og-pa-fuglen.m4a

bookcover

Pigen og påfuglen kendte hinanden som små, da den ene stadig kun ville kravle, og den anden allerede gå. De lå tit i græsset og talte om himlen, eller løb rundt og dansede i græsset, med bjælden og bimlen.

Pigen og påfuglen havde meget at lære. Den ene spredte sine vinger for solen at ære. Den anden gik rundt i haven og spurgte sig selv; Hvor skal jeg være?

Pigen og påfuglen voksede begge op. Den ene fik de flotteste blå stænk på sin krop. Den anden havde lært hvad påfuglen altid troede – hun nød solen til fulde, med smukke små fregner på hele sit hoved.

Pigen og påfuglen kunne også godt slås. Når han rejste sin hale, i den pureste trods så blev hun så arrig og sagde “La’ vær! Der er ikke plads til alle fjerene her!

Pigen og påfuglen så det meste af jorden. Og De smilte til alle de mange de mødte på turen – for glæden ved smilet er værd at dele - også selvom man ikke kan se de store fordele.

Pigen og påfuglen fulgtes ad længe, men fugle lever ikke som mennesker, de bliver ikke sålænge. Påfuglen sagde “tak for det hele, jeg vil blot en sidste fjer med dig dele”.

Og i den pureste trods, mod døden og livet, gjorde påfuglen det, man altid havde taget for givet. Den spredte sine fjer og mægtig så den ud; en blå/grøn og plettet, benæbbet lille gud. Pigen græd da han sagde farvel, men påfuglen gav intet klynk igen.

Himlen var smuk og solen var skøn, vi fik set hele verden og smilt til den! Det var sjovt, det var godt, og husk nu på. Jeg vil altid være hos dig, så sandt min farve er blå

Download historien som lydklip her